Mobiltelefoner

Det er svært at tale om en egentlig opfinder af mobiltelefonen. Den er resultat af en lang række opfindelser, teknologier og tilpasninger af disse til, at man egentlig kan pege på een eneste person som opfinder. Der er snarere tale om en teknologi, som er opstået på baggrund af en hurtigt udviklende radiotelefon-teknologi. Således har mange mennesker, selskaber og nationer været med til at udvikle mobiltelefonen. Det er dog bredt anerkendt, at Martin Cooper, som var projekt-manager hos Motorola, skabte den første håndholdte mobiltelefon i 1973. Det var en DynaTac, og selvom den var håndholdt og lille efter tidens forhold, så vejede den 1,14 kg. Først i 1983 var mobiltelefonen færdigudviklet og fik navnet DynaTac 8000. 
Der bliver ikke længere fabrikeret mobiltelefoner i Danmark, og der er ingen danskejede selskaber, som har produktion af mobiltelefoner i udlandet. I midten af 1980’erne blev omkring halvdelen af de solgte mobiltelefoner på det danske marked imidlertid fabrikeret i Danmark. Storno, AP Radiotelefon, Cetelco og DanCall er navne på danske firmaer, som alle har haft større produktion af mobiltelefoner. De danske producenter blev i løbet af 1980’erne og starten af 1990’erne overtaget af større udenlandske producenter, og efterhånden blev produktionsenhederne i Danmark lukket. I 2007 består den danske mobilindustri af forskningscentre og udviklingsvirksomheder. 
De første mobile telefoner kom til Danmark i 1951. Det betød dog ikke, at mobiltelefonen, som vi kender den i dag, hermed blev født. Det blev den først den 1. januar 1982 med stiftelsen af NMT: Nordisk Mobil Telefonsystem. Nu blev det muligt at ringe direkte mellem abonnenterne, ligesom apparaterne havde en størrelse, hvor det var muligt at tage dem med ud af bilen. Der var dog stadig langt til de mobiltelefoner vi kender i dag. Den første bærbare mobiltelefon vejede således 11,5 kilo. 

I slutningen af 1980'erne kom de første lommetelefoner på markedet i Danmark. Vægten var typisk omkring 500 gram. 
NMT betyder Nordisk Mobil Telefonsystem og dækkede de nordiske lande samt Holland og Schweiz samt nogle lande i Østeuropa. Systemet fandtes i to udgaver, som brugte radiofrekvenser på hhv. 900 og 450 Mhz-båndet. NMT 900 var for kunder, der havde brug for en billig og enkel mobiltelefon at tale i. NMT 450 var det landsdækkende mobilet i Danmark og blev bl.a. brugt af mange fritidssejlere. NMT blev afløst af GSM i 1992 og er ikke længere i brug. 
Den første sms blev sendt i 1992 og indeholdt teksten "Merry Christmas". Den blev sendt fra det engelske firma Sema til direktøren for det engelske teleselskab Vodafone. Kort tid efter lancerede Vodafone systemet til brug for erhvervslivet uden de store forventninger om succes. Den 1. marts 1992 blev GSM 900 systemet taget i brug, og dette system åbnede mulighed for at sende tekstbeskeder. sms betyder Short Message Service - en tjeneste, der giver mulighed for at sende tekstmeddelelser på op til 160 karakterer. 
GSM betyder Globalt System for Mobiltelefoni. Det er et digitalt net, der dækker det meste af Europa og en lang række lande udenfor. Systemet giver, foruden at sende og modtage opkald, mulighed for at sende tekstbeskeder, fax og e-mail via mobiltelefonen. GSM findes i 2 udgaver, som bruger radiofrekvenser på hhv. 900 og 1800 MHz-båndet. GSM 900 blev taget i brug i Danmark i 1992, mens GSM 1800 blev taget i brug den 1. marts 1998. I USA bruges et net, der hedder GSM 1900. 
De tidligste mobiltelefoner på NMT-nettet, bl.a. Dancall 7000 fra 1983, kostede omkring 19.200 kr. svarende til ca. 36.000 kr. i 2007. Det var hovedsagelig handelsrejsende og folk med vagtordninger, læger osv., der havde telefon i begyndelsen. Priserne faldt dog hurtigt de næste år, så også private fik råd til at købe en mobiltelefon. I 1991 kostede en Motorola MicroTac omkring 14.700 kr. svarende til ca. 20.000 kr. i 2007. Op til julen 1996 opstod der priskrig på markedet, og mange telefoner blev solgt for 1 krone stykket. Det gjorde for alvor mobiltelefonen til allemandseje. 
Mobiltelefonen var dyrere at anskaffe end bilradiotelefonen, men var til gengæld billigere i drift. I 1982 var samtaletaksten 2,50 kr. pr. minut, svarende til ca. 5 kr. i 2007. 
Det var hovedsagelig batteri, strømforsyning og komponenter i senderen, der fyldte meget. Selve telefonen fyldte ikke mere end en fastnettelefon. Efterhånden udviklede man batterier, som fyldte mindre. I takt med, at batterierne blev mindre, blev mobiltelefonens komponenter det også, og det blev derved muligt at fremstille mindre mobiltelefoner. 
Den første offentlige biltelefontjeneste blev etableret i Danmark i 1951. Biltelefonen var fastmonteret i bilen, og selve batteriet fyldte en stor del af bagagerummet. Fra bilen var det muilgt at ringe en telefoncentral op, hvor en omstillingsdame ved manuel ekspedition etablerede forbindelse til den ønskede abonnent. For at modtage et opkald, skulle man have en såkaldt kaldekanal tændt, så man kunne høre beskeden om, at der var et opkald. Samtalen kunne først etableres, når modtageren havde givet en klarmelding. Alle andre bilister, der havde samme kanal åben, kunne imidlertid lytte med på samtalen. Det var først ved etablereingen af NMT-nettet i 1982, at det blev muligt at foretage opkald uden om den manuelle ekspedition, og det er først herefter, at der er tale om egentlig mobiltelefoni. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation er Danmarks kommunikationsmuseum. På Enigma opbevarer vi Danmarks nationale samlinger inden for post og tele og råder over Danmarks største frimærkesamling samt landets vigtigste fagbibliotek inden for sit felt.

Enigma drives af en fond, stiftet i 1996 af Post Danmark A/S og TDC A/S, med det formål at bevare og formidle Danmarks kommunikationshistorie. Museet drives primært af tilskud fra stifterne.

Museets historie begyndte i 1913 da Dansk Postmuseum åbnede dørene for offentligheden. 

Enigma - Museum for post, tele og kommunikation

Fandt du ikke hvad du søgte?

Kontakt museet for at foreslå nye spørgsmål til vores FAQ. Vi besvarer din forespørgsel hurtigst muligt og sætter dit spørgsmål på listen, hvis vi finder det velegnet.