Verden vendt på hovedet

Fastelavn er mere end en fest. Det er en periode, hvor verden vendes på vrangen, og hvor meget af det forbudte er tilladt! 

Katten af tønden
At "slå katten af tønden" er en skik, som er kendt i Danmark og Skåne - tidligere var tøndeslagning også populær i Holland, som måske har dannet inspiration for vores version af skikken.

Ved fortidens tøndeslagning på landet, var der ofte en levende kat i tønden. Når bunden røg ud, styrtede det forskræmte dyr væk. Som regel fik katten lov at løbe, men der er eksempler på, at katte blev jaget og pryglet til døde  - som en slags symbol på alt det onde, man gerne ville være fri for, her ved forårets start. 

Efterhånden gik man dog over til at putte fx en død kat, eller en "kat" der var lavet af strå, gamle klude o.lign. ind i tønden. Tønden kunne også, fx. visse steder i Vestsjælland, rumme andre ting, bl.a. en død fugl eller aske. I nyere tid blev det godter som æbler og lignende, men helt frem til slutningen af 1800-tallet kunne man stadig træffe steder, hvor man fortsat brugte en levende kat. Et af de seneste eksempler på tøndeslagning med levende katte stammer fra 1880ernes Reersø.
I Tyskland havde kattene det heller ikke for sjovt til fastelavn, her brugte man "katzenschlangen" - en slags rituelt kattedrab, hvor dyrene fx kunne blive levende begravet på marken. 

Hovedet trækkes af hanen
En af de populære fastelavnsaktiviteter var at "trække hovedet af hanen". Skikken er bl.a. kendt fra Odsherred og Samsø. 

Man tog en levende hane og hængte den op i en galge, sådan at den hang i benene. Så blev halsen smurt ind i sæbe, evt. plukkede man fjerene af først. I en optegnelse fra Vallekilde sogn på Sjælland sagdes det udtrykkeligt, at hanen blev kvalt før den blev hængt op. Ellers lader det til, at den var levende, når den hang i galgen. Den, der havde held til at trække hovedet af dyret, havde vundet.
I Nordby på Samsø brugte man at sætte hanen ned i en tønde. Når den stak hovedet ud af spunshullet, skulle man ride forbi i gallop og rykke hovedet af. Det var naturligvis meget sværere.  

Fastelavnslege

At slå katten af tønden var kun én ud af flere lege. At "stikke til stråmanden" blev også brugt mange steder over hele landet. Nogle forskere har ment, at den stråfigur man stak til, er et symbol på vinteren, som nu er ved at være forbi og "stikkes ihjel". Skikken kan også være inspireret af renæssance-adelens kamplege. 

Hurra for de Bloustrød piger!
Væddeløb eller dystlege var også en del af bondesamfundets fastelavn. Løjerne kunne arrangeres sådan, at karle og piger kæmpede mod hinanden men i "ulige" discipliner. Fx skulle en karl måske løbe en høvævel ind, mens den pige han kæmpede imod, indsamlede æg. En høvævel er et stykke tov, der kunne nå 4-5 gange om et hølæs. Den blev bundet til en stang i jorden, og karlen kunne blive godt rundtosset, inden han var færdig med at løbe rundt, så rebet blev viklet om stangen.

Væddeløb kunne også udføres ved, at en karl løb et stykke vej, mens de piger, han konkurrerede mod, løb stafet. Sækkeløb eller almindeligt væddeløb brugte man også. Folkemindesamleren Karoline Graves fortæller om et løb i Blovstrød i midten af 1800-tallet, hvor en karl og en pige løb om kap. Pigen hev voldsomt op i skørterne under løbet, så karlen kom til at grine. Da hun kom i mål, råbte tilskuerne "Hurra for de Blovstrød Piger"! Selvom det ikke siges direkte i optegnelsen, hører det med til historien, at dameunderbukserne næppe var nået til Bloustrød på den tid. 

Fastelavnsridt - stodder, kælling og bajads

Den store fastelavnsdag var som regel mandag, hvor de unge karle førte an i løjerne. Festligt pyntede red de
om i landsbyen og besøgte gårdene. Formålet var at samle penge og madvarer til et fastelavnsgilde med tilhørende optog.

Fastelavnsoptog havde visse faste figurer: Stodder, kælling og bajads. Stodderen var klædt ud som en gammel knark, og kællingen var en karl i kvindetøj. Han skulle helst se ud som en ung kone. Bajadsen havde hvid skjorte, bånd og en særlig hat. Han skulle helst ride på et gammelt øg, evt. baglæns, og måtte lave alle mulige former for ballade under optoget. De steder, hvor optoget kom ind, blev der danset og spist lidt, fx smørrebrød. Kællingen og stodderen lavede løjer, samlede æbler i en bundløs kurv eller stoppede en bundløs pibe med tobak.

Også de ældre, gifte folk kunne finde på fastelavnsløjer. At "løbe fastelavn" foregik ved, at man klædte sig ud og gik rundt i et mindre optog eller en gruppe. De små grupper gik ind hos venner og bekendte for at lave sjov med dem. 

Bådeoptog

Ved vandet havde man særlige traditioner: Fastelavnsbåd og optog.  Begge dele var specielt for søkøbstæderne og fandtes i 1700-tallets begyndelse.  
 
Båden var fx. en jolle, robåd eller en "slup", der blev trukket på land og sat på hjul. Båden blev pyntet med guirlander af gran og grønne grene, fiskerne lod net hænge ud over siden, og masterne blev pyntet med signalflag og vimpler. Et dannebrogsflag havde man som regel også med.

Bådens "besætning" blev ledet af en "kaptajn" eller "admiral", og der var naturligvis også en "kvartermester" eller "kommandør", der stod ved roret. "Styrmanden" gav besked om manøvreringen undervejs, og i forstavnen stod "lodhiveren", som var en af bådens vigtigste personer. Han målte "vanddybden" og kunne té sig som han ville; fx med drillerier, sjofle vittigheder eller grovheder overfor byens autoriteter. 
Hvis han råbte, at der var "god ankerbund", betød det, at der puttede folk noget i de raslebøsser, som bådoptoget havde med. Indsamlingen kunne fx. gå til en efterfølgende fest. 

Firknop, bolle, strut og kringle.
 

Fastemad

I den katolske tid var fastelavn indgangen til den 40 dage lange faste. Fastelavn kommer fra tysk "fastelabend", dvs. "faste-aften" - aftenen før fasten.

Før reformationen i 1536 var der strenge regler for, hvad man måtte spise i fasten. Da stod menuen på groft brød, fisk og lignende. Kød, fint brød og mælkespiser hørte til på forbudslisten.

De sidste dage før den triste faste satte ind, skulle der så vidt muligt svælges i alt det forbudte: fint brød og fede spiser. Det satte præg på dagenes navne: Søndagen blev "flæske-søndag" og tirsdagen "hvide tirsdag" eller "fede tirsdag". Først askeonsdag gik det løs med fasten for almindelige mennesker.

Efter reformationen blev fasten afskaffet, men fastelavnen - som var en folkelig skik - blev bibeholdt.

Fastebrød
Tidligere var fastelavnsboller hvedeboller, og altså ikke wienerbrødsboller som i dag. Bollerne blev bl.a. solgt af omvandrende kagekoner. I 1700-årene kunne man fx spise dem ved at blande krummen med smør, og siden udbløde herlighederne i varm mælk.

Strutter var "boller", lavet med fire hjørner, og firknoppen minder om fire boller, der er sat sammen.

Fastelavnskringler blev lavet af mel, vand, salt og kommen. Fordi dejen blev kogt før bagningen, kunne kringlerne holde længe, helt op til et år!  

Litteratur

Iørn Piø:
"Det festlige år"
Sesam, 1997

J.S. Møller:
"Fester og højtider i gamle dage"
Holbæk, 1931.
(Herfra stammer en del af sitens illustrationer)

Inger M. Boberg (udg.):
"Dansk Folketro", samlet af Jens Kamp,
Munksgård, Kbh. 1943